lørdag den 29. september 2007

Fødselsdag mm.


15. September blev fejret på behørig vis - indisk mad efterfulgt af en solid bytur. Så kan det vist ikke blive ret meget bedre!

Lidt værre ser det ud med projektet, hvor der efterhånden er gået et par uger siden vi skulle have afleveret 1. etape, og massive dagbøder tikker ind hver dag.
Selve funktionaliteten og softwaren på systemet er vi ved, at have styr på - men der er et stykke vej endnu. Det der volder os problemer nu, er rent fysisk at håndtere det meget varierede pakkeflow. Altså at håndtere alt lige fra CD'er til 1 m3-pakker i samme anlæg. Særligt sidstnævte er et problem!

Vejret er nu ved, at være rigtig fint og er kommet ind i den stabile vinterperiode med sol og blå himmel hver dag. Det er stadig omkring de 30 grader, men ikke så kvælende varmt som man oplever i højsommerens 90% relative luftfugtighed. Det kunne faktisk godt efterhånden minde om rekordvarm dansk sommer..:-)

søndag den 16. september 2007

Om aftenen var kaptajnen træt - den yderst kompetente 1. styrmand tog roret..:-)

Firmafest


Vores projektleder skønnede ikke det hensigtsmæssigt, at sende os hjem til den stort anlagte firmafest i turbinehallerne i Århus, som ledelsen ellers havde tilladt, såfremt de enkelte projekter tillod det. Men så måtte vi jo finde på noget andet. Vi lejede en tur-båd for en dag. Vi sejlede fra Hongkong ud til nogle af de smukke bugter mellem de omkring liggende små-øer. Der blev badet og hygget hele dagen, inden vi om aftenen satte kurs mod en seafood retaurent, som ligger helt nede på stranden i en af de mange bugter. En rigtig fin tur var det!

tirsdag den 4. september 2007

Verdens største fly...

...er pt. i Hongkong. Den har været her i et par dage nu, hvor den bl.a. har fløjet en tur ind gennem central mellem bygningerne. Den var aldrig gået i New York har de amerikanske kolleger forsikret! Vi har set den lette et par gange - men desværre var jeg uden kamera begge gange. Måske er jeg heldig, at få den i morgen. Den er stor når den hænger 50 meter over én, skal jeg hilse og sige. Billedet er taget fra vores kontor på et par hundrede meters afsted. Som det kan ses er den nye super-jumbo grundig bevogtet.

tirsdag den 21. august 2007

Ferie - og tilbage i Hongkong

Efter en dejlig, men alt for kort, ferie er jeg nu tilbage i Hongkong. Denne gang skal 1. etape på projektet afleveres - det bliver spændende om vi når det.
Ferien gik bla. a. med endnu en fantastisk uge i den østjyske bøgeskov, hvor vejret i DK viste sig fra sin bedste side længe. På billedet er det den obligatoriske Johnny Madsen koncert som foregik i strålende solskin - fantastisk! Der er stadig folk jeg, heller ikke denne gang, fik besøgt. Men efter denne tur på 6 uger, kommer jeg til DK i ca. 6 uger. Så skulle der være mulighed for gensyn.
Tilbage i Hongkong kan det mærkes, at temperaturen er faldet en anelse - skønt! Nu holder temperaturen sig hovedsageligt under 30 grader, hvilket forhåbentlig gør det lidt mere tåleligt at arbejde.

søndag den 22. juli 2007

Endnu en skyline

Udsigten fra en restaurent vi spiste en aften. Taget af amatørfotograf Ole Helledie...;-)

Besøg fra Danmark


Det har været nogle travle uger siden jeg kom tilbage fra Danmark.
På arbejde er vi nu begyndt, at køre med testpakker på anlægget. Mere præcist kører vi kapacitetstests på såkaldte singulatorer som er de maskiner der liner pakkerne op på en fin linie og afskiller dem med 350 mm mellemrum inden de indføres på vores sorteringsmaskiner. Vi skal bevise 8125 emner pr time pr linie. Efterhånden har vi styr på vores software så vi kan håndtere de mange emner. Problemet er bare, at når vi så af en eller anden grund får et stop går der, med 8125 emner per time, ikke mange sekunder før der er totalt pakkekaos overalt. Det arbejder vi nu på hvordan vi skal håndtere. Men det har mildest talt været kaotisk.
Samtidig med alt dette meddeler Ole Helledie med en uges varsel at han kommer til byen. Vi havde en rigtig sjov og hyggelig uge. Jeg var dog meget træt til sidst da jeg skulle arbejde hver dag og fungere som guide i Hongkong om aftenen/natten...;-) Billedet er fra "The Peak" som er en udsigtspost over byen.
Ellers har vi det for tiden rigtig varmt og tørt i Hongkong. Det har stort set ikke regnet i 3 uger - meget udsædvanligt på denne tid. Samtidig bager solen bare ned og banker temperauren op på 35 grader. Når fugten så stadig ligger på 90% er det i al fald for varmt for mig. Så det bliver ikke meget kulør jeg får denne sommer. Glæder mig til vinteren hernede som minder om dansk sommer.
Derudover er den tidligere omtalte skilift lukket ned. Under en testkørsel efter en lang dag med kunder, tabte man en kabine. Den schweiziske leverantør Leitner kan ikke fremkomme med en forklaring på hvordan det kunne ske. Og så længe de ikke kan det, er der ingen kinesere der vil køre med liften.

mandag den 18. juni 2007

Big Buddha

For nu lige at gøre historien om liften færdig, er det ham her der sidder i den anden ende.
I følge nogle indere vi delte kabine med: Verdens største siddende Buddha bronzefigur.

søndag den 10. juni 2007

Udsigten


Fra liften er der en ganske fantastisk udsigt. Øen til venstre i billedet er Airport Island. Den er kunstig anlagt i begyndelsen af dette årtusinde. Før denne ladene man i den gamle lufthavn placeret på en lang tange inde i byen. Efter sigende kunne man se ind i folks stuer når man landede med jumbojet. Men en ø er ikke noget man bare bygger. Det kinesiske ingeniører bittert måtte erfare. Øen synker - og det meget mere end forventet. Så for ikke at lufthavsterminalerne skal styrte i grus har man under alle bærende piller og søjler monteret hydraliske anordninger så man kan kompensere for den synkende undergrund. Det er også her DHL CAH, som vi arbejder på, ligger.
Til højre i billedet ses byen Tung Chung som også er opført i forbindelse med lufthavnsprojektet. Bygningen med den sorte facade er det hotel jeg boede på da jeg kom til byen.

Liften


Bare fordi man bor i troperne er det ikke ensbetydende med at man ikke kan få en tur i en skilift. Ikke lige hvad jeg havde forventet at finde på disse kanter - men som ivrig skiløber blev jeg meget begejstret. Helt uderligt at prøve uden kilotunge støvler og dynejakke. Desværre er liften ikke af det legendariske østrigske fabrikat Doppelmayr..:-)

torsdag den 31. maj 2007

Hjemmet...

Billeddokumentation fra mit hjem er blevet forespurgt og efterkommes hermed. Lejligheden lidt nøgternt i det vil nogen måske sige. Jeg må se at få købt et par planter...;-)

HK Skyline


Hvor fanger man Hongkongs berømte skyline? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv siden jeg kom til byen. Jeg vidste godt at der var færgeforbindelser ud til en masse småøer. Men forleden dag opdagede jeg at der, få hundrede meter fra min lejlighed, også går en færge. Den forbinder Hongkong Island, hvor jeg bor, med det der hedder Kowloon som er landfast med Kina. Det er en lille hyggelig tur af ca. et kvarters varighed - et fint alternativ til Metroen når man ikke har travlt. Prisen er også overkommelig: 2 HK$ svarende til knap 1½ DKK. Som det ses bygger man lidt mere i højden på disse kanter. Bygningen til højre i billedet er IFC tower (International Finance Center) IFC tower er opført i 1998 og er med sine 110 etager og 420 meter Hongkongs højeste. Se udsigten fra toppen her.

mandag den 28. maj 2007

En mondæn adresse...


Lige et overblik over hvor jeg bor i byen - som det ses relativt centralt...

torsdag den 24. maj 2007

Hverdagen indfinder sig


Vi er efterhånden ved, at have indhentet den forsikelse vi havde ved ankomst til hongkong. Så nu holder vi helt fri i weekenden og tager hjem noget tidligere til hverdag. Det betyder dog, at vi somme tider rammer lige ind i myldretiden. Som det ses er der temmelig pakket på stationerne. Det selv om togene i myldretiden kører med en kadance på mindre end et minut. Alle disse mennesker på billedet har altså hobet sig op på et minut! Men metroen (MTR) fungerer ellers fantastisk godt! Den flytter dagligt 2,4 mio. passagerer på 84 km skinner gennem 51 stationer.
Ellers er regntiden så småt ved at indfinde sig. I månederne Maj - September regner det 300 - 400 mm om måneden. Til sammenligning svinger nedbørmængderne i Danmark typisk mellem 30 - 60 mm om måneden. Forskellen er bare, at det ikke bliver køligt på disse kanter. Det at det regner er blot et udtryk for, at den relative luftfugtighed ligger meget tæt på de 100%. Samtidig med ligger temperaturen på godt 30 grader. Dertil kommer så at temperaturen på gadeniveau i de centrale bydele hæves med 5 - 8 grader pga. af den tætte trafik og ikke mindst det massive forbrug af aircondition. Alle butikker, barer etc. har åbne facader - men køles ned til 18 grader. Generelt bliver der brugt uanede mængder af energi herude - og alle de tiltag man gør i et land som Danmark synes, at falde lidt til jorden når man ser hvordan der frådses med energien her!

søndag den 6. maj 2007

Support fra Danmark


I denne samt næste uge har vi besøg af Viggo (tv) og Petro. De skriver softwaren til PLC'erne (de maskinnære computere)
Viggo er en erfaren herre - han er 68 år og har været hos Crisplant i næsten 30 år. Han har for øvrigt skrevet software til både den nye og gamle lufthavn samt posten i Hongkong. Viggo er utrolig dygtig til sit hverv - når han sætter sig til skærmen og klør sig eftertænkende i skægget, bliver der rettet fejl på stribe.
Når "gamle" Viggo øser af sin erfaring - spidser den unge maskinmester ører!
Petro kommer fra et stort softwarehus i Kiev og er hyret til at skrive software til indføringer og scannere. Perto er bestemt heller ikke uden evner - om end han kan være lidt svær at forstå. Han har den klassiske "russiske" attitude: temmelig tør og kølig (se lige han ansigtsudtryk) - men hvis man hvis man tager gas på ham længe nok, kan der fremkomme en lavmældt gnækken..

søndag den 29. april 2007

Stadig travt...


Vi har stadig en del problemer med at få det første anlæg op at køre. Så jeg er nødt til at arbejde om søndagen, mens min makker tager lørdagen. I dag er vi kun to personer på siten. Gary ,som ses på billedet, og jeg selv. Så der er dejlig ro til at sidde stille og roligt og rette fejl. Gary er fra scannerleverandøren SICK, og vi arbejder på at få scannerkommunikationen op og køre! Gary er fra New York og er en ualmindelig sjov og festlig fyr - med en uslukkelig tørst!!

Rugbrødet...


Min midlertidige chef i Hongkong bor i en lille Europæisk koloni - Discovery Bay. Herude kan man således få en masse Europæiske varer - incl. friskbagt, vaskeægte, dansk rugbrød!
Så i går måtte jeg altså ud og hente noget rugbrød. Man tager en lille katamaran færge fra Hongkong Island. Turen tager en halv times tid og et lille rugbrød koster 50 HK$. Men det er alt sammen ligegyldigt når man kun har fået hvidt brød i en måned - ja så må betaler man bare hvad det koster.
Jeg besøgte også lige min kollega, som brugte lørdagen ved poolområdet. Bygningerne man ser ude i horisonten er Disneyland Hongkong.

onsdag den 18. april 2007

Rejsegilde

Mandag 16/4 holdte vi et lille arrangement for bygherren. Det kan bedst sammenlignes med det, vi i Danmark kender som rejsegilde. Der bliver sagt et par borgerlige ord, og man får noget godt at spise. I Kina brænder man dog også røgelsespinde og matador-penge af for at bede til, at det må gå bygherren vel. Jeg tror for øvrigt aldrig, at jeg har fået helstegt gris så gode som disse - det kan de godt finde ud af herude! Der manglede lige lidt kold kartoffelsalat...;-)
Sikkerhedkravene er ekstremt strenge herude. Så det er på med Duzer-hjelm og refleks-vest lige så snart man træder ind på området. Også selv om det bare er for at spise gris.

mandag den 16. april 2007

Slave af moden...

Hva så med disse sko - ka det gå an? ;-)

lørdag den 14. april 2007

Weekend afslapning

Endelig weekend - efter en hård uge er det godt med en tur i poolen...:-)

torsdag den 12. april 2007

Metro ilddåb!

Da jeg skulle afsted på sikkerhedskursus, havde jeg om morgenen ikke rigtig mod til at kaste mig ud i Hongkongs kollektive trafik. Jeg skulle jo gerne være fremme til tiden - på en bestemt adresse i den anden ende af byen, langt fra den nærneste metrostation. Så det blev med taxi. Men da jeg skulle hjem igen samme dag, og ikke havde flere aftaler kunne jeg jo lige så godt begynde, at øve mig i at bruge mertoen. Det gik helller ikke HELT galt - men lidt gjorde det dog. Hjemturen skulle efter sigende kunne klares på 20 minutter, det tog mig godt to timer. Det første jeg har lært er, at man skal ignorere sin flokdyrsmentaltet. Man kan godt komme ud for, at næsten alle passagerer i et 300 meter langt, propfyldt tog stiger af på samme station. Så kræver det altså lige lidt at overbevise sig selv om, at man skal blive stående i toget! Den fejl lavede jeg to gange. Billedet er taget af Mr. Wong umiddelbart inden jeg slippes løs i undergrunden...

onsdag den 11. april 2007

Første dag på arbejde

Der er de senere år kommet stor fokus på sikkerheden på byggepladser mv. i Hongkong. Dette har medført, at ALLE der skal have adgang til en byggeplads skal deltage i et kursus af en dags varighed. Det gælder også selvom man, i mit tilfælde, ankommer efter selve bygningen er opført. På kurset undervisis der i grundlæggende love, regler og adfærd på byggepladser og virker noget banalt når man kommer, som nogenlunde veluddannet. Min underviser, Mr. Wong, var af samme opfattelse - og undskyldte adskillige gange på vanlig høflig asiatisk vis. Mr. Wong var i øvrigt et utroligt vidende og interessant menneske - og han fortalte mig meget om livet og udviklingen i byen.
På billedet ses undervisningslokalet og Mr. Wong i baggrunden. Som det måske fornemmes er lokalet ikke lige, hvad man som dansker forventer af et undervisningslokale. Det skyldes, at Hongkong på få årtier er gået fra et samfund med industri og produktion til en metropol med trading og buisness. Dette har medført, at masser af gamle produktionslokaler står tomme hen. Nogle bruges så som dette til undervisning. Dette lokale ligger på 9. etage i en 30 etager bygning og er stort set den eneste aktivitet i huset.

Ankomst HK

Tirsdag 10/4 ankom jeg til Hongkong. Min lejlighed er desværre ikke klar endnu - i mellemtiden er jeg checkket ind på et hotel nær lufthavnen. Jeg var lidt træt af, at skulle på hotel - men jeg må sige at dette er til at leve med!

tirsdag den 13. februar 2007

DHL CAH


Dette er en 3D tegning af projektet i Hongkong. DHL CAH (Central Aisia Hub). Klik på billedet for at forstørre.
Det er ikke helt tydeligt, men det kan vist godt fornemmes, at der er en del arbejde i at, få det virvar af transportbånd og sorteringsmaskiner til at fungere.
I området til venstre foregår sortering af pakker og sække med breve på fem linie-sortere med 16 afkast på hver. I området til venstre bliver brevsækkende sprættet op og brevene sorteret på to loop-sortere med 500 (fem hundrede!!) afkast på hver.